Har vi overset liv i rummet, København
Har vi overset liv i rummet?
Program: 19.15: Velkomst 19.20: Har vi overset liv i rummet? – del 1 ved Gunver Lystbæk Vestergård 20.00: Pause 20.20: Har vi overset liv i rummet?
– del 2 ved Morten Bo Madsen 21.00: Spørgsmål fra publikum 21.30: Tak for i aften Har vi allerede fundet liv på Mars – uden at vide det? Kom med i Planetariekuplen, når vi markerer 50 år med jagten på liv på den Røde Planet og dykker ned i de fund, der stadig udfordrer vores svar.
I 1976 landede NASAs to Viking-missioner på Mars med avancerede laboratorier, der skulle lede efter biologisk aktivitet. Resultaterne vakte opsigt: Landerne målte gasudslip fra Mars’ jord, som kunne stamme fra mikroorganismer. Havde vi fundet liv?
50 år senere diskuteres svaret stadig. For hvordan skelner vi mellem spor af liv og kemi, der blot ligner? Siden Viking er nye, gådefulde fund kommet til. Blandt dem er de såkaldte ”leopardpletter”, som Perseverance-roveren fotograferede på en klippe i 2024. De minder om strukturer, der på Jorden kan dannes af mikroorganismer. Men er ligheden nok?
Denne aften møder du Marsforsker Morten Bo Madsen og videnskabsjournalist Gunver Lystbæk Vestergård. De deler fascinationen af vores søgen efter liv – men er ikke helt enige om, hvorvidt vi allerede har fundet det.
Gunver Lystbæk Vestergård er cand.public. og ph.d. i videnskabsjournalistik med speciale i fysik, astronomi og videnskabshistorie. I sin seneste bog, Vores Levende Univers, udforsker hun videnskaben, historien og menneskene bag jagten. Hun er overbevist om, at spørgsmålet ikke er, OM vi finder liv i rummet, men HVORNÅR.
Morten Bo Madsen er lektor og Marsforsker ved Københavns Universitet og har været involveret i samtlige af NASAs missioner til Mars’ overflade siden 1997. Han tager os tæt på opdagelserne, tvivlen og udfordringerne ved at lede efter liv på en anden planet, mens hele verden følger med.
Tag venner og familie med til en aften om sporene, der vækker håb, og mysterierne, der bliver ved med at drille. Under Planetariekuplens stjernehimmel stiller vi et af menneskehedens største spørgsmål: Er vi alene i universet?
Billetter & tider
Gl. Kongevej 10
1610 København
Kort
Har vi overset liv i rummet
Overnatning nær Har vi overset liv i rummet







